tirsdag den 8. september 2009

Anerkendelse og respekt

Anerkendelse og belønning spiller en central rolle for skabelsen af attraktive arbejdspladser. I dette kapitel sætter vi fokus på, hvor meget anerkendelse betyder for lærerne på de gymnasiale uddannelser, og i hvilket omfang de møder den fra forskellig side.

Lønnen spiller naturligvis en vigtig rolle i den forbindelse. Hvordan vurderer lærerne deres løn? Er den rimelig? Og hvordan ser det ud med hensyn til personalegoder? Det er også blandt temaerne i dette kapitel.

Anerkendelse
Anerkendelse handler som nævnt om, i hvilket omfang lærerens arbejde bliver anerkendt og påskønnet af ledelsen i det daglige. Anerkendelse og engagement hænger meget snævert sammen, fordi anerkendelse handler om oplevelsen af retfærdighed.
Blandt andet af den grund spiller anerkendelse af medarbejderne en helt central rolle for skabelsen af attraktive arbejdspladser. Modtager man ikke en rimelig belønning for sin indsats, reagerer man ofte med at reducere indsatsen.

Sammenlignet med andre
Lærernes vurdering, af den anerkendelse de møder fra ledelsen, svarer til niveauet blandt samtlige danske lønmodtagere og blandt de faggrupper, vi her sammenligner med (Figur 6.1). Som det vil fremgå, er det ikke ensbetydende med, at niveauet er tilfredsstillende. 39 % af lærerne peger således på at øget anerkendelse er et af de 5 vigtigste forhold, hvis arbejdet på de gymnasiale uddannelser skal være mere attraktivt (kapitel 10).

Figur 6.1 Graden af anerkendelse målt på en skala fra 0-100 blandt lærere i de gymnasiale uddannelser, udvalgte faggrupper og samtlige danske lønmodtagere.

Kilde: COWI 's spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af GL (de turkise søjler) samt NFA's undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø blandt danske lønmodtagere i alderen 20-60 år (de blå søjler).

Betydningen af anerkendelse
Anerkendelse betyder meget for lærerne i de gymnasiale uddannelser. Det gælder anerkendelse fra eleverne, anerkendelse fra kollegerne og anerkendelse fra ledelsen i den nævnte rækkefølge. 85 % af lærerne giver udtryk for at anerkendelse og påskønnelse fra eleverne i meget høj grad/ i høj grad er vigtig for dem. Den tilsvarende andel er 79 % for anerkendelse og påskønnelse fra kollegerne og 72 % for anerkendelse og påskønnelse fra ledelsen (Figur 6.2).

Figur 6.2 Betydningen af anerkendelse.


Ikke overraskende prioriteres anerkendelse fra den kompetente ledelse lidt højere, end når lærerne ikke mener, at ledelsen er kompetent - men anerkendelse fra elever og kolleger nævnes under alle omstændigheder som vigtig af en større del af lærerne end anerkendelse fra ledelsen. Blandt de lærere, der mener, at ledelsen i meget høj grad/ i høj grad er kompetent peger 75 % på, at anerkendelse og påskønnelse fra ledelsen er vigtig for dem.

Anerkendelse og påskønnelse fra politisk side spiller også en væsentlig rolle for mange lærere. 62 % giver udtryk for, at anerkendelse fra politisk side er vigtig for dem.

Får lærerne anerkendelse?
Med udgangspunkt i den betydning lærerne tillægger anerkendelse af deres arbejde, er behovet for en mere anerkendende kultur tydeligt, når vi ser på, hvor mange lærere, der føler, at de møder en høj grad af anerkendelse (Figur 6.3).

Figur 6.3 Får du anerkendelse?


Internt Internt på skolen står det værst til med hensyn til anerkendelse fra ledelsens side. 51 % af lærerne føler ikke, at de møder en høj grad af anerkendelse fra ledelsens side. Der er hverken afgørende forskel på de enkelte skoletyper eller de enkelte fagområder i denne henseende. Som vi skal se i afsnit 7.4 efterlyser 22 % af lærerne mere hjælp og støtte fra skolens ledelse. Det, lærerne først og fremmest efterlyser, er mere anerkendelse af deres arbejde.

Samtidig viser en yderligere analyse, at 29 % af lærerne ikke føler sig respekteret af skolens ledelse. 21 % af lærerne føler sig således kun delvist respekteret af ledelsen på skolen, og 8 % føler sig kun respekteret i ringe eller meget ringe grad. Der er ikke forskel på de enkelte skoletyper her.

Undersøgelsens deltagere efterlyser blandt andet:

· Jeg ønsker mere anerkendelse for mit arbejde. Mere indsigt og interesse fra ledelsens side i, hvad der foregår i undervisningen.
· Anerkendelse; Respekt; Interesse; Løntillæg.
· Mere tillid, mindre kontrol. Bedre planlægning så man ikke får ubehagelige overraskelser i form af arbejdsopgaver, der pludselig skal udføres. Anerkendelse og interesse for lærernes store arbejdsindsats.
33 % af lærerne føler ikke, at de får en høj grad af anerkendelse fra elevernes side. Her står der værre til på erhvervsgymnasierne end på de øvrige skoletyper. Blandt lærerne på erhvervsgymnasierne er den tilsvarende andel således 42 %.

32 % af lærerne føler ikke, at de får en høj grad af anerkendelse af deres arbejde fra kollegernes side. Også her står det dårligere til på erhvervsgymnasierne end på de øvrige skoler. Den tilsvarende andel er således 39 % på erhvervsgymnasierne.

Eksternt

Eksternt står det meget dårligt til med hensyn til anerkendelsen fra politisk hold, dvs. fra Regeringen og Folketingets side. Her føler lærerne sig stort set ikke anerkendt. 69 % af lærerne føler kun, de får en ringe grad af anerkendelse herfra. Kun 2 % af lærerne mener, de møder en høj grad af anerkendelse fra politisk hold. Eftersom to tredjedele af lærerne lægger stor vægt på den anerkendelse de møder fra politisk side, må det antages, at fornemmelsen af manglende anerkendelse herfra, virker demotiverende på mange.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar