Denne rapport præsenterer resultaterne af den medlemsundersøgelse, som COWI har gennemført for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) i foråret 2009.
Formål og baggrund
I april og maj måned 2009 gennemførte COWI en medlemsundersøgelse for GL, der resulterede i 5.300 besvarelser af et omfattende spørgeskema om de gymnasiale læreres arbejdsforhold og behov for forbedringer heraf.
Medlemsundersøgelsen blev sat i værk som en del af GL's Projekt Attraktive Arbejdspladser, som skal medvirke til, at det er attraktivt at være og blive lærer på de gymnasiale uddannelser i Danmark. Som en del af dette projekt er tidligere produceret et debatoplæg.
Formålet med undersøgelsen er at belyse medlemmernes ønsker og forventninger til lærerarbejdet, og hvordan disse ønsker og forventninger aktuelt opfyldes og indfries.
Selve omstændighederne omkring undersøgelsen gav et indblik i lærernes arbejdsforhold. Midtvejs i undersøgelsen var der, hvad man kunne kalde en storm at henvendelser til såvel GL som COWI fra medlemmer, som var bekymrede for deres anonymitet og ville sikre sig, at de virkelig fik den lovede fulde anonymitet. Bekymringerne gik meget på angsten for at miste jobbet, hvis man udtalte sig ærligt om sin arbejdsplads. Behovet var så massivt, at GL i to omgange måtte udsende forsikringer om, hvad anonymiteten indebar og hvordan den ville blive sikret. Det er værd at bemærke, når mange lærere fra en hel række forskellige skoler føler sig så udsatte på deres arbejdsplads, at de er bekymrede ved at udtale sig.
Metode
GL's Pilotundersøgelse
Pilot I efteråret 2008 gennemførte GL en pilotundersøgelse i form af en mini-survey som forløber for spørgeskemaundersøgelsen, der ligger til grund for denne rapport. Erfaringerne fra pilot-undersøgelsen er blevet anvendt i tilrettelæggelsen af medlemsundersøgelsen og udarbejdelsen af spørgeskemaet.
Spørgeskemaundersøgelse
Undersøgelsens dataindsamling er baseret på en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af lærere på de gymnasiale uddannelser, der er medlemmer af Gymnasieskolernes Lærerforening. Det drejer sig om lærere på de almene gymnasier/hf, på erhvervsgymnasierne og på HF-enkeltfag/studenterkurser mv.
For at sikre tilstrækkeligt mange besvarelser er dataindsamlingen foretaget blandt samtlige beskæftigede medlemmer af GL, dvs. medlemmer, der ikke var på orlov eller var ledige i forårssemesteret 2009.
Dataindsamlingen er foretaget i april og maj måned 2009. I samarbejde med COWI udsendte GL breve med link samt brugernavn og password til undersøgelsens internetbaserede spørgeskema til omkring 10.800 medlemmer af GL.
Udsendelsen af linket er fulgt op med udsendelse af to påmindelser til de, der ikke havde svaret. For at fremme en høj svarprocent er der udloddet præmier til undersøgelsens deltagere og til de skoler, der havde den højeste svarprocent.
Svarprocent på 49 %
Undersøgelsen er foretaget som en totalanalyse af hele populationen. Alt i alt besvarede 5.301 lærere spørgeskemaet svarende til en svarprocent på 49 %, hvilket må anses for rimeligt. Samlet set rummer datamaterialet således en fantastisk viden baseret på svarene fra de mere end 5.000 lærere.
Som det første spørgsmål i spørgeskemaet blev deltagerne spurgt om, hvorvidt de i forårssemesteret 2009 underviste ved en gymnasial uddannelse. 77 lærere svarede nej hertil, og indgår ikke i undersøgelsens analyser.
Vægtede analyser
Spørgsmålet er så, om der er tale om skævheder i bortfaldet, dvs. om gruppen af lærere, der ikke har svaret på spørgeskemaet, adskiller sig væsentligt fra de lærere, der har svaret. Svarprocenten varierer lidt fra 45 % blandt de 40-49 årige til 51 % blandt de 50+ årige og blandt de yngste under 30 år. Den er samtidig lidt højere blandt lærerne i Midtjylland (54 %) end i de øvrige regioner, hvor den er omkring 48 % - og den er lavest blandt lærere på gymnasier uden for regionerne (38 %), hvilket vil sige Grønland. Endelig er den en smule højere blandt kvinder (50 %) end blandt mænd (48 %). Disse forskelle er relativt små, men for at korrigere for dem - og eventuelle skævheder i bortfaldet, der kan være knyttet hertil - er der anvendt en vægtning efter gymnasielærernes køn, alder og skolens beliggenhed (region) i de enkelte analyser, der har til formål at korrigere for dette. Vægtene er udarbejdet med udgangspunkt i oplysninger om den samlede population på udtrækstidspunktet.
NFA's mellemlange skema vedr. psykisk arbejdsmiljø
I forbindelse med udviklingen af spørgeskemaet har vi også inddraget spørgsmål fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)'s mellemlange skema vedr. psykisk arbejdsmiljø. Fra dette skema har vi valgt en række centrale dimensioner, som vi har vurderet som væsentlige i forbindelse med undersøgelsen. Der er redegjort nærmere for de pågældende dimensioner af arbejdsmiljøet i rapportens kapitler og i Bilag 2 Fortolkning af dimensioner af det psykiske arbejdsmiljø. Metoden har på en række områder gjort det muligt at sammenligne lærernes arbejdsforhold med arbejdsforholdene blandt danske lønmodtagere som helhed og blandt udvalgte faggrupper.
Workshop
Med det formål at få valideret og kommenteret undersøgelsens resultater afholdt GL og COWI en workshop fredag den 19. juni 2009, hvor en gruppe lærere kommenterede og diskuterede de foreløbige resultater. I løbet af workshoppen blev der gennemført en anonym lyn-rundspørge, hvor alle deltagere blev bedt om at oplyse, hvilken karakter de havde givet deres arbejdsplads i spørgeskemaundersøgelsen. Resultatet viste, at workshoppens deltagere dækkede et bredt felt vurderet ud fra deres tilfredshed med arbejdspladsen.
På workshoppen blev deltagerne præsenteret for de foreløbige og overordnede resultater og bedt om at komme med input til mulige forklaringer samt forslag til fremadrettede anbefalinger.
torsdag den 10. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar