mandag den 7. september 2009

Gode faciliteter og udstyr

Selv om størstedelen af lærerne erklærer sig tilfredse med de fysiske rammer og de undervisningsfaciliteter, de bliver tilbudt i forbindelse med deres arbejde, er det generelle indtryk, at der her mange steder er et væsentligt potentiale for skabelsen af mere attraktive arbejdspladser.

60 % af lærerne er tilfredse eller meget tilfredse med de fysiske rammer for deres arbejde. Omvendt betyder det, at ganske mange - 40 % - ikke vil skrive under på, at de tilfredse med de fysiske rammer, der er knyttet til deres arbejdsplads. 16 % er direkte utilfredse. Tilfredsheden er mindre på erhvervsgymnasierne og HF-enkeltfag/kurserne end på de almene gymnasier (Figur 9.2). På de almene gymnasier udtrykker 62 % tilfredshed med de fysiske rammer. På erhvervsgymnasierne og HF-enkeltfag/kurserne er den tilsvarende andel henholdsvis 52 % og 54 %.

Figur 9.2 Tilfredshed med de fysiske rammer fordelt efter arbejdsplads


Størst tilfredshed er der med adgangen til internettet, som 73 % er tilfredse med. Hovedparten af lærerne er ligeledes tilfredse med it-udstyret (55 %), biblioteksfaciliteterne (54 %), de fysiske rammer for stormøder (54 %) og sociale aktiviteter (53 %). 50 % er tilfredse med de fysiske rammer for undervisningen.

I den modsatte ende af skalaen er 39 % af lærerne utilfredse med kantinetilbuddet til lærerne. Der er også stor utilfredshed med de fysiske rammer for gruppearbejde (31 %) og rammerne for lærernes forberedelse på skolen (27 %) (Figur 9.3).

Hvilke forhold er de 'ikke-tilfredse' lærere især utilfredse med?
Det er billedet blandt samtlige lærere. Men er det de samme forhold, der især er utilfredshed med blandt de 40 % af lærerne, der ikke er tilfredse?

Svaret er, at det er det, men utilfredsheden er noget større. Omkring halvdelen af de 'ikke-tilfredse' lærere er direkte utilfredse med kantineforholdene for lærerne (54 %), de fysiske rammer for gruppearbejde (51 %) og rammerne for lærernes forberedelse på skolen (48 %).

Figur 9.3 I hvilket omfang mener du, der er gode fysiske rammer og undervisningsfaciliteter?

Tallene vedrørende laboratorieudstyr viser alene vurderingen blandt lærere inden for området matematik og naturvidenskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar