Mange lærere føler ikke, at samarbejdet med ledelsen fungerer optimalt. Kun godt halvdelen (57 %) er tilfredse med det. 17 % er direkte utilfredse.
Udover anerkendelse er det, lærerne især efterlyser, en bedre planlægning af arbejdstiden, så arbejdsbelastningen ikke er så uens i løbet af året og 'vælter ned i klumper', hjælp og opbakning til problemer med elever i forbindelse med forskellige typer af fravær og uacceptabel adfærd, hjælp til få gang i den faglige udvikling samt inddragelse og indflydelse.
Samarbejdet blandt kollegerne går en del bedre. Der er dog ikke altid et godt samarbejde. 15 % peger på, at der kun sommetider er godt samarbejde, mens 1 % siger, at det er der kun sjældent. Langt den overvejende del af lærerne oplever dog, at der er et godt samarbejde enten ofte eller altid.
Det lærerne især efterlyser fra deres kolleger er en højere grad af vidensdeling - herunder betalt tid til at lære af hinanden - en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø samt større opbakning og engagement.
Når man spørger lærerne om de forskellige udvalg· på skolen fungerer som de skal, så er kun ca. 1/5 enige heri. Omkring en femtedel mener, at de kun fungerer i ringe eller meget ringe grad. 28 % svarer, at de ikke ved det.
Teamsamarbejde
Der er ikke udelt begejstring for teamsamarbejdet. Godt halvdelen finder, at det er en god idé, men 15 % er ikke enige. Halvdelen mener, at det giver for lidt udbytte i forhold til den tid, der går med det, og at det bør planlægges bedre, og kun 55 % mener, at det fungerer godt. Der er også relativt få, der mener, at det skaber faglig udvikling blandt lærerne (42 %), og eleverne (31 %) og højner det faglige niveau (26 %).
Flerfagligt samarbejde Der er heller ikke ubetinget opbakning til det flerfaglige samspil. 59 % mener, det er en god idé, mens 15 % er uenige. Kun 40 % mener, at det fungerer godt, og 60 % siger, at det bør planlægges bedre. Nogle af lærerne giver i deres kommentarer udtryk for, at de i mange år har praktiseret flerfagligt samarbejde, og synes det er en god idé, men at rammerne efter gymnasiereformen har gjort det vanskeligere.
Hjælp og støtte Langt fra alle lærere føler, at ledelsen er parat til at lytte og hjælpe dem med deres arbejdsmæssige problemer, og der synes at være et relativt stort udækket behov for mere hjælp og støtte. Kun godt halvdelen af lærerne mener således, at skolens ledelse er villig til at lytte til deres problemer med arbejdet (56 %). 13 % er ikke enige i, at det er tilfældet. Resten (30 %) svarer, at ledelsen kun delvist er villig til at lytte til deres arbejdsmæssige problemer. Til gengæld peger 81 % af lærerne på, at de får hjælp og støtte fra deres kolleger.
torsdag den 10. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar