Tilfredshed med arbejdsforholdene

Som nævnt ovenfor bedømmer lærerne alt i alt deres arbejdsplads til et 7-tal med pil op.

Analysen viser, at:

• Lærerne på de almene gymnasier finder deres arbejdsplads mere attraktiv end lærerne på erhvervsgymnasierne og HF-enkeltfag/kurserne.
• Lærerne under 40 år og over 60 år er mere tilfredse med deres arbejdsplads end lærerne i alderen 40-59 år.
• Lærerne med kortere anciennitet er mere tilfredse end lærerne med længere anciennitet
• Lærere ansat på skoler i Region Hovedstaden vurderer deres arbejdsplads som mere attraktiv end lærere på skoler i Region Syddanmark og Region Sjælland.

Det, der driver lærerne, er indholdet af arbejdsopgaverne og samarbejdet med eleverne, hvor hhv. 90 % og 86 % erklærer sig meget tilfredse eller tilfredse. Der er størst utilfredshed med omfanget af det administrative arbejde (halvdelen mener dette) samt med sammenhængen mellem opgaver og tid, lønnen og balancen mellem arbejdsliv og fritid.

Figur 2.1. Hvor tilfreds er du med de følgende arbejdsforhold? (Klik på billedet forstørrer det op)


Dimensioner af det psykiske arbejdsmiljø
Adspurgt om en række dimensioner af det psykiske arbejdsmiljø, så er man mest tilfreds med:

• Det sociale fællesskab
• Meningen i arbejdet
• Den sociale støtte og feedback fra kollegerne

Det, man er mindst tilfreds med, er:

• Retfærdighed og respekt
• Graden af forudsigelighed
• samt i særlig grad konflikten mellem arbejds- og privatliv

Imellem de to yderpunkter ligger: involveringen i arbejdspladsen, anerkendelse, tillid og troværdighed mellem ledelse og medarbejdere, tilfredshed med arbejdet og social støtte og feedback fra de overordnede.

Sammenlignet med de danske lønmodtagere
Sammenlignet med de danske lønmodtagere som helhed føler lærerne i de gymnasiale uddannelser sig mere involveret i deres arbejdsplads. Samtidig vejer konflikten mellem arbejdsliv og privatliv væsentligt tungere. Problemerne med at skabe sammenhæng mellem opgaverne og arbejdstiden spiller en væsentlig rolle for lærerne, der blandt andet peger på, at reformens forøgelse af den administrative byrde og store udsving i arbejdsbelastningen udgør en væsentlig del af årsagen. Her kan lærernes arbejde ikke sammenlignes med job, hvor det i højere grad er muligt at skubbe opgaverne til næste dag.

Som det meget klart udtrykkes i den følgende kommentar fra en af undersøgelsens deltagere: "Hvem har lyst til at stå uforberedt overfor 31 personer":

· Den administrative byrde er langt større efter reformen, jeg har ikke længere overskud til fritidsaktiviteter i samme grad, som f.eks. at løbe ½ time 3 gange om ugen. Mail og elektronisk kommunikation - det er et gode og et helvede. Den tid der anvendes på at holde sig ajour på konferencer og svare på mails hver dag, er alt for meget i forhold til tiden, der gives til forberedelsesfaktoren. Alt for meget arbejde får etikette af "fælles forberedelse" Problemet i akkord og den administrativ arbejdsbyrde er at man ikke kan tage det fra forberedelsen til den enkelte time. Hvem har lyst til at stå uforberedt over for 31(!)personer. Lectio er en hjælp men også tidsrøver. Derfor løber min daglige arbejdstid fra 7.00 om morgnen, til 23.30 om aftenen afbrud af morgenmad frokost og aftensmad og tv avis. Det lyder trist, men det er realiteten, at rigtig mange dage ser således ud gennem et skoleår. Det er som ovenfor beskrevet at det er svært at stoppe arbejdet, når tiden er brugt.

I forlængelse af dette gør en del lærere opmærksom på, at nogle af de helt afgørende forhold af betydning for deres tilfredshed med arbejdet ikke styres af den enkelte skole, men bestemmes politisk/administrativt gennem Undervisningsministeriet.

Et yderligere problem for lærerne er, at når arbejdsopgaverne strækker sig langt ud over almindelig arbejdstid, føler de heller ikke, at de med god ret kan se sig selv i øjnene og sige: "Nå, men jeg får da en god løn." Tværtimod! Lærerne er utilfredse med deres løn og føler sig urimeligt aflønnede i forhold til det øvrige arbejdsmarked for akademikere.

· Jeg synes at der er alt for få spørgsmål om lønnen! En anerkendende praksis er at man får en rimelig løn - det vil jeg hellere ha' end medbestemmelse osv.

De ser også en sammenhæng mellem den ringe anerkendelse, de generelt får fra omverdenen, og deres lønniveau.

· Lønnen er vigtig, hvis man vil tiltrække andre, også for at give jobbet en højere prestige. Og her taler vi altså lønstigninger i størrelsesordnen 5-10.000 kr. om måneden. Det skal være sådan at en gymnasielærer også i hovedstadsområdet har råd til at bo i eget hus.
· Når jeg i nogle af de sidste spørgsmål vedr. hvad gymnasieskolen bør være kendt for at tiltrække unge lærere og i offentligheden generelt har markeret lønnen, så mener jeg ikke lønnen, som den er, men at lønnen bør blive så høj, at den rent faktisk tiltrækker unge lærere (især i mangelfagene) og så den forener jobbet med højere prestige og anerkendelse. Det er to sider af samme sag.