torsdag den 10. september 2009

Udviklingsmuligheder

Kun halvdelen af lærerne er tilfredse med deres muligheder for kompetenceudvikling. En femtedel er utilfreds. Lærerne efterlyser bl.a. en højere prioritering af efteruddannelse, en mere gennemskuelig efteruddannelsesstrategi, overordnet planlægning af karriere og efteruddannelse, bedre information om efteruddannelsesmulighederne og intern faglig udvikling. Det er bemærkelsesværdigt, at kun 15 % af lærerne har en kompetenceudviklingsplan.

De forhold, der især skal forbedres med hensyn til kompetenceudvikling, er i følge lærerne:

• Omfanget og kvaliteten af videndeling lærerne imellem
• Tid og midler afsat i årsplanlægningen til deltagelse i efteruddannelse
• Det flerfaglige samarbejde mellem lærerne
• Fælles kurser for lærerne på skolen

Lærernes behov for kurser går især i retning af fag-faglige kurser (70 %) og fagdidaktiske kurser (58 %).

Fysiske rammer og undervisningsfaciliteter
Undersøgelsen tyder på, at de fysiske rammer har en væsentlig selvstændig betydning for, om lærerne betragter deres arbejdsplads som attraktiv (se kapitel 9). Det er væsentligt, fordi der mange steder ser ud til at være et væsentligt potentiale for skabelsen af mere attraktive arbejdspladser her.

60 % af lærerne er tilfredse eller meget tilfredse med de fysiske rammer for deres arbejde. Det betyder omvendt, at ganske mange - 40 % - ikke vil skrive under på, at de tilfredse med de fysiske rammer, der er knyttet til deres arbejdsplads. 16 % er direkte utilfredse.

Nogle af de forbedringsbehov, lærerne især peger på, er tæt knyttet til undervisningssituationen. Det ses af den følgende liste, der viser lærernes samlede prioritering af, hvilke fysiske rammer, der især skal forbedres, hvis deres arbejde skal være mere attraktivt:

• De fysiske rammer for undervisningen
• Undervisningsmaterialer
• De fysiske rammer for gruppearbejde
• De fysiske rammer for lærernes forberedelse på skolen
• Teknisk udstyr, f.eks. overhead/dataviewer, whiteboards, interaktive tavler mv.
• Kantine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar