torsdag den 10. september 2009

Tilfredshed

Tilfredshed med arbejdet - en sammenligning
Hvor tilfredse er lærerne i de gymnasiale uddannelser sammenlignet med andre relevante faggrupper og de danske lønmodtagere som helhed? På grundlag af nærværende undersøgelse og NFA's undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø blandt samtlige danske lønmodtagere har vi mulighed for at sammenligne de gymnasiale læreres tilfredshed arbejdet med tilfredsheden blandt andre relevante grupper.

Tilfredshed med arbejdet
Hovedresultatet af denne sammenligning er, at lærernes tilfredshed med arbejdet svarer til tilfredsheden blandt de danske lønmodtagere som helhed og til niveauet blandt en række udvalgte faggrupper, heriblandt akademikere, offentligt ansatte fuldmægtige, ingeniører og arkitekter - og gymnasielærere i 2004/2005. Det fremgår af Figur 3.4, hvor de turkise søjler viser resultatet af nærværende undersøgelse blandt GL's medlemmer, mens de blå søjler stammer fra NFA's undersøgelse blandt samtlige danske lønmodtagere i 2004/2005.

Figur 3.4 Tilfredsheden med arbejdet målt på en skala fra 0-100 blandt lærere i de gymnasiale uddannelser, udvalgte faggrupper og samtlige danske lønmodtagere.

Kilde: COWI 's spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af GL (de turkise søjler) samt NFA's undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø blandt danske lønmodtagere i alderen 20-60 år (de blå søjler).

Resultaterne af denne overordnede sammenligning af tilfredsheden med arbejdet mellem lærerne i de gymnasiale uddannelser og udvalgte faggrupper bygger på skalaen 'tilfredshed med arbejdet'. Skalaen drejer sig som om tilfredshed med: fremtidsudsigter i arbejdet, arbejdsmiljøet, måden ens evner bruges på og jobbet som helhed alt taget i betragtning.

To af undersøgelsens deltagere siger:
· Jeg har en kompetent, forstående og realistisk ledelse og gode kolleger. Jeg føler, at vi i kampen med reformen trækker på samme hammel. Der er ikke noget hype omkring kompetenceudvikling og tværfaglighed, men en realistisk og støt bestræbelse på at levere varen. Min skole er et rart sted at være.
· Min store glæde for arbejdet hænger nok sammen med, at jeg snart er færdig med pædagogikum og glæder mig til at komme i gang som "rigtig" lærer. Jeg har også prøvet andre job og i forhold til mine erfaringer er der mange fordele ved arbejdet som gymnasielærer på trods af meget administration, dårlig planlægning og manglende kommunikation. Det mest positive er tillid og anerkendelse fra ledelse, kollegaer og elever, hvilket er sjældent i andre fag.
Involvering i arbejdspladsen
På tilsvarende måde kan vi sammenligne lærernes involvering i arbejdspladsen med andre relevante gruppers. Resultatet fremgår af Figur 3.5. Som det ses er der en tendens til, at lærerne på de almene gymnasier ligger relativt højt - i betydningen har en høj grad af involvering i arbejdspladsen - sammenlignet med andre relevante grupper. Resultatet tyder på, at arbejdspladsen - skolen - i forhold til andre grupper af akademikere og de danske lønmodtagere som helhed har særlig stor betydning for lærerne på de almene gymnasier. Derimod finder vi ikke samme grad af involvering i arbejdspladsen blandt lærerne på erhvervsgymnasierne.

Figur 3.5 Involvering i arbejdspladsen målt på en skala fra 0-100 blandt lærere i de gymnasiale uddannelser, udvalgte faggrupper og samtlige danske lønmodtagere

Kilde: COWI 's spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af GL (de turkise søjler) samt NFA's undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø blandt danske lønmodtagere i alderen 20-60 år (de blå søjler).

Udvalgte aspekter af tilfredshed

Tilfredshed med jobbet
Samlet set erklærer de fleste lærere sig tilfredse med deres job, men tilfredsheden kunne godt være større. 20 % af lærerne er meget tilfredse med deres job, og yderligere 67 % er tilfredse. 11 % af lærerne erklærer sig utilfredse. 2 % er meget utilfredse (Figur 3.6).

Tilfredsheden er større blandt lærerne i det almene gymnasium end blandt lærerne i erhvervsgymnasierne og på HF-enkeltfag/kurserne. Der er således signifikant flere lærere, der erklærer sig meget tilfredse med deres job i det almene gymnasium end på erhvervsgymnasierne og på HF-enkeltfag/kurserne - og der er samtidig signifikant større utilfredshed på erhvervsgymnasierne end i de almene gymnasier. 18 % af lærerne på erhvervsgymnasierne er utilfredse eller meget utilfredse med deres job.

Figur 3.6 Hvor tilfreds er du med dit job som helhed - alt taget i betragtning?


Der er desuden en tendens til, at de yngste og de ældste lærere er mere tilfredse end lærerne i midtergruppen (Figur 3.7 ). En yderligere analyse - der ikke er vist her - viser, at det - for de yngre læreres vedkommende - især gælder yngre lærere under 35 år.

Figur 3.7 Hvor tilfreds er du med dit job som helhed - alt taget i betragtning


Nyder at fortælle om arbejdspladsen?
Når vi spørger lærerne på de gymnasiale uddannelser, om de nyder at fortælle andre mennesker om deres arbejdsplads, er billedet nogenlunde det samme, som når vi spørger til tilfredsheden med jobbet - omend knapt så positivt. Godt halvdelen (52 %) svarer, at det gør de i meget høj eller i høj grad - men næsten hver femte (17 %) svarer, at det gør de i ringe eller meget grad (Figur 3.8). Flere af lærerne på de almene gymnasier end på de øvrige skoler nyder at fortælle om deres arbejdsplads. Det kan hænge sammen med større glæde og tilfredshed med arbejdspladsen i det almene gymnasium end i erhvervsgymnasiet og kursusinstitutionerne. Det kan eventuelt også hænge sammen med, at omverdenen måske i højere grad forbinder arbejdet som lærer på et alment gymnasium med det 'rigtige gymnasielærerarbejde' end arbejdet som lærer på de gymnasiale uddannelser på de øvrige skoler, der for nogle muligvis virker mere komplekst.

Figur 3.8 Nyder du at fortælle om din arbejdsplads til andre mennesker?


Ud over generel utilfredshed med arbejdspladsen kan folks fordomme og forestillinger om hvervet som lærer på en gymnasial uddannelse (meget fritid, lange ferier mv.) evt. også være en del af forklaringen på, at ganske mange kun i ringe grad nyder at fortælle om deres arbejdsplads. Denne forklaring blev i hvert fald nævnt af en deltager i en af de afholdte workshops i forbindelse med undersøgelsen.

Anbefale en god ven at søge?
Et lignende billede ser vi, når vi spørger lærerne, om de ville anbefale en god ven at søge en stilling på deres skole. 2/3 af lærerne svarer bekræftende (i meget høj grad/ i høj grad), en fjerdedel svarer delvist og igen er der omkring 15 % som giver udtryk for utilfredshed ved at svare i ringe eller meget ringe grad. Tilsvarende ser vi igen det samme billede af, at tilfredsheden er størst på de almene gymnasier og mindst på erhvervsgymnasierne.

Figur 3.9 Ville du anbefale en god ven at søge en stilling på din skole?


Overvejer at søge væk?
For 14 % af lærerne på de gymnasiale uddannelser er utilfredsheden med arbejdsforholdene tilsyneladende så stor, at de meget ofte tænker på at søge væk fra deres nuværende arbejdsplads. Igen gælder det især blandt lærerne på erhvervsgymnasierne, hvor en femtedel (20 %) svarer, at de altid eller ofte tænker på at søge arbejdet et andet sted. På HF-enkeltfag/kurserne er den tilsvarende andel 15 % og på de almene gymnasier er den 12 % (Figur 3.10).

Figur 3.10 Hvor ofte tænker du på at søge arbejde et andet sted?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar